mandag den 15. november 2010

Fanget.

Så blev jeg fanget i depressionens og P.T.S.D ens net igen...

Og jeg har måtte sætte min karriere på stand by..

Yes.. nu er opgaven så at jeg for viklet mig ud af nettet igen..
Og det skal nok lykkes for jeg kender vejen, og jeg har mange kærlige vejvisere ved min side.. Og ikke mindst min mand, som er fantastisk til at forstå, holde ud og trække mig blidt og kærligt ud i virkeligheden igen..

Ved 17 tiden begynder min dag, ikke fordi jeg sover til kl. 17, men det ved den tid jeg begynder at kunne overskue dagen, og jeg for lyst til at udrette lidt.

Jeg vil gøre en lille ting hver dag og med den nådige tid, få styrke til at udføre flere gøremål, husgerning eller håndgerning, for det giver mig glæde og tilfredsstilles at udføre gerninger..

Disse helt almindelige gerninger er en gave for mig, og i tiden fremover vil jeg give mig selv en gave hver dag...

I går var gaven 5 glas hjemmesyltet rødbeder, og de står stadig fremme på bordet og jeg klapper dem kærligt når jeg kommer forbi..

Vil du give mig et prik, hvis jeg glemmer gaven.

9 kommentarer:

mette b sagde ...

Åh, nej da. Det var da en træls melding. Men dejligt, at du har især gemalen til at trække dig ud af nettet igen.
Min kloge psykolog sagde sidste gang til mig:
"man kan altid noget" uanset hvor lidt man kan, kan man altid noget.

Det har hjulpet mig lidt i mit ellers gråtonede tankespind for tiden.

Varme klem fra
mette

Anette sagde ...

Kære Mette, Kram og masser af tanker er straks sendt i din retning. Det er godt at høre, at du har mange ved din side- jeg håber det snart ser lysere ud for dig. Knus

Pi Andrea sagde ...

Åhh nej...jeg føler bare så meget med dig...ved jo alt for godt selv, hvad du er igennem... :o(
Jeg bliver ked af det på dine vegne, men samtidig vred på det offentlige...for hvor mange gange skal vi igennem disse nederlag, før det går op for dem at deres fucking arbejdsprøvning underminere vores sindstilstand gang på gang på gang... Lyt dog istedet for til os forhenværende stærke kvinder der så hjertens gerne vil være arbejdsduelige, men som bare af forskellige årsager ikke kan... Bare fordi det ikke kan ses på os, som et manglende ben eller lign. En gang imellem ville jeg ønske at jeg havde et tegn i panden når jeg/og andre i samme situation får det dårligt...for så tror jeg det ville være nemmere for os at få lov til bare at være os... :o)
Men du har den helt rette tilgang til opturen...en lille ting er en stor ting... :o)
Sender dig en portion varme tanker og knuss... :o)

Helle Mikkelsen sagde ...

Kram til dig mette, hvor er det træls for dig, men det godt du kender vejen ud, selvom det heller ikke er nemt. Det super vigtigt at have mennesker omkring sig der er forstående og ikke stiller krav ... og det har du heldigvis.

Knus og klem

Fru Olsen sagde ...

Er ked af det på dine vegne. Det lyder dog som om du kender vejen gennem rusen, og at du har gode mennesker ved din side. Og du har overskud til at tænke i gave-baner!!

Var lige ved den anden dag at skrive for at høre hvordan det gik med den nye hund, men så kom dit forrige indlæg. Det ser ud som om de har det godt sammen de to firbenede?!

Charlotte Illum Larsen sagde ...

Jeg knuselsker dig søde veninde - søde Mette God-pige

Lavendel sagde ...

Surt, Mette...men du har da nutterne!

Søren ekstrand sagde ...

Tak for de søde ord min skat..Glæder mig til at være komme hjem...

Tanker skal der til sagde ...

Æv........

En masse tanker fra mig til dig !

Marianne